Når vi selv skal sige det, så synes vi – med nordjysk beskedenhed – at Nordjyllandslejren er verdens bedste ferielejr!
Vi holder til i Nordjylland, hvor solen altid skinner i uge 29, når lejren holdes. Ferielejren har til huse på Feriekolonien Møllegården. Møllegården ligger midt i en masse dejlig natur, langt fra alting og alligevel tæt nok på det vigtigste.
På Nordjyllandslejren har vi et motto: “Vi skal ha’ det sjovt!” For det er jo netop dét ferielejr handler om! Sommerferien skal være noget man husker tilbage på som noget sjovt – også selvom det måske har øsregnet en del af tiden… Og med sådan et motto, så har jo også givet os selv noget at leve op til. Men vi sover alle trygt om natten i sikker forvisning om, at Nordjyllandslejren er en lejr man husker tilbage på med et stort smil. Det gør vi i hvert fald 🙂
På Nordjyllandslejren handler det ikke om at aktiviteterne absolut skal være vilde, vovede og vanvittige. Næh… ofte er det det enkle og simple, der virker bedst. Vi tror på, at det er det sociale samvær med de andre børn på lejren og med de voksne, som børnene husker mest tilbage på. Om de så har spillet ludo sammen eller været på skattejagt sammen, det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er ikke hvad vi laver, men at vi har det sjovt mens vi gør det. Nordjyllandslejren hylder tanken om “frihed under ansvar”, og det gælder både for børn og voksne. Vi er jo på sommerferie, så der skal være højt til loftet – og gerne meget højt. Her skal være plads til spontane indfald, som gør lejren sjovere.
En typisk Nordjyllandslejr er befolket af 60 børn i alderen 7 – 13 år. Børnene kommer fra hele Nordjylland, og fra tid til anden deltager der også børn fra andre steder i kongeriget. Så er der på lejren ca. 35 frivillige hjælpere, som har viet en uges sommerferie til at give ungerne en kanon sommerferie! Der er selvfølgelig også et uvurderligt køkkenhold, som hver dag sørger for at maden lever op til tre krav: Det skal være nogenlunde sundt; det skal være mad ungerne kan lide; og der skal være nok af det!
At der er så forholdsvis mange frivillige på lejren, i forhold til antallet af børn, er helt bevidst. Da vi jo sætter det sociale samvær på lejren meget højt, bør det altid være muligt for alle børn at kunne holde en voksen i hånden – for nu at skære det lidt firkantet ud.
Så er der endelig lejrlederne, som holder fast i alle tovene og sørger for, at de styrer i den rigtige retning. Lejrledelsen har det overordnede ansvar for lejren og i lighed med hjælpere og køkkenhold, sker det hele på frivillig basis.
Til gengæld får lejrlederne så lov at muntre sig med alt, lige fra det kedelige med budgetter og regnskaber til det sjove med at powershoppe aktivitetsmaterialer og booke busser til udflugter…
Lejrledelsen består af:
-
- Maibritt Holst Petersen (42 år), som har været med på ferielejr siden 2005. Maibritt er uddannet lærer og arbejder på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole.
- Dan Nielsen (36 år), som har været med på ferielejr siden 2006. Dan er uddannet elektriker og arbejder på Logstor.
- Christina Damgård (47 år), som har været aktiv ferielejr-hjælper og lejrleder siden 1996. Christina er også lejrens koordinator og varetager al kontakt til forældre og børn inden og efter lejren. Christina er uddannet pædagog og arbejder i Indsatsteamet i Aalborg Kommune.
Fatal error: Allowed memory size of 134217728 bytes exhausted (tried to allocate 9701615 bytes) in /home/www/nordjyllandslejren.dk/wp-includes/class-walker-comment.php on line 186